Den 1. oktober trådte et nyt ansigt ind på kontoret i Fredericia, da vi bød velkommen til vores nye salgskonsulent Bjarne Kristensen.

Bjarne har de seneste tolv år været produktionschef hos garderobeskabsproducenten Mogensen A/S, derfor bliver limbranchen et nyt område for Bjarne Kristensen, der hos PKI skal beskæftige sig med construction, assembling og packaging.

”Jeg har stor erfaring indenfor træindustrien, som vi jo bruger rigtig meget i både garderobeskabe og køkkener, hvor jeg også har været før, jeg kom til Mogensen A/S. Herfra har jeg også stiftet bekendtskab med fladpak og kantlim, men ellers er limbranchen en forholdsvis ny branche for mig, og jeg glæder mig meget til at lære den endnu bedre at kende,” siger Bjarne Kristensen og fortsætter:

”Jeg ser meget frem til at få mere kundekontakt og komme tæt på mine kunder. Kun på den måde kan jeg rådgive og vejlede dem til at få den bedste løsning til deres produkter eller produktion. Det er jo en fornøjelse at få lov til at sælge produkter af så høj kvalitet, som dem vi tilbyder hos PKI Supply,” siger Bjarne Kristensen.

Hos PKI Supply er man også glad for at få endnu en salgskonsulent med på holdet:

”Vi vil altid gerne være tilgængelig overfor vores kunder, og i takt med at vi udvider både i Danmark og internationalt, kræver det selvfølgelig flere ressourcer. Jeg er meget glad for, at vi nu har fået endnu en stærk konsulent tilknyttet, og jeg er sikker på, at Bjarne kan være med til at styrke vores kompetencer og opretholde det høje serviceniveau overfor alle vores kunder,” siger direktør Karl Brynningsen.