Hos PKI Supply har vi fået nyt laboratorium i vores hovedkvarter i Fredericia. Det betyder, at vi nu nemmere kan producere kundetilpassede løsninger til vores kunder i hele Europa. Det nye laboratorium indeholder nye apparater, testudstyr og bedre faciliteter til vores tekniske chef og to tekniske assistenter.

I løbet af de seneste år vi haft stor succes med vores kundetilpassede løsninger, og det nye laboratorium giver netop mulighed for at udvikle det område yderligere, ikke mindst fordi vi har opgraderet en lang række analyseinstrumenter.

Hos PKI Supply har vi netop åbnet dørene til vores nye laboratorium. Det gamle laboratorium var ikke længere tidsvarende, så derfor har vi udvidet med mere avanceret udstyr og ikke mindst bedre arbejdsforhold for vores tekniske personale.

– I vores nye laboratorium har vi i endnu højere grad mulighed for at udvikle flere af vores egne produkter. Vores nye apparater og testudstyr gør, at vi kan afprøve en række nye råvarer og anvendelsesmetoder. I øjeblikket har vi et stort fokus på at udvikle miljørigtige lime uden formaldehyd, da det er noget, vores kunder efterspørger. Men jeg tror også på, at PKI Supply indenfor få år kan udvikle en helt ny type lim, siger Dorthe Jensen, teknisk assistent hos PKI Supply.

De nye faciliteter og udstyret gør det også muligt at teste produkter, limstyrke, specifikationer og indholdet i vores lim endnu mere præcist end tidligere.

– Vores nye laboratorium er faktisk nærmest et testcenter. Vi kan simulere en række avancerede situationer, som vores kunder oplever i deres produktion. Vi har nu også mulighed for at kunne invitere vores kunder med i laboratoriet, så vi kan træne dem i at lave indgangskontrol på vores lime og hærdere. Det vil kun styrke vores kunders brug og kontrol af vores lim, siger Dorthe Jensen.

Selvom vi allerede har investeret i et nyt laboratorium og nyt udstyr, så drømmer vores tekniske assistent om at udbygge ’testcentret’ yderligere.

– Vi har taget et stort skridt i den rigtige retning, men næste fase er at udbygge test-centret yderligere. Vi er med til at præge udviklingen europæisk og det stiller selvfølgelig krav til vores egne produkter og kundetilpassede løsninger. Jeg vil gerne i tæt samarbejde med mine kolleger kunne opfinde nye lime og hærdere, fordi jeg tror på, at vi kan gøre vores produkter endnu bedre, slutter Dorthe Jensen.

Både nuværende og kommende kunder er velkomne til at besøge os i det nye laboratorium eller få en træning i indgangskontrol. Teknisk chef, Rasmus Nielsen kan kontaktes på rn@pki.dk for yderligere information.