Hos PKI Supply oplever vi en stigende efterspørgsel på brandbeskyttelse til træ- og fibermateriale. Ifølge vores salgskonsulent, Hans Bay, skyldes udviklingen skærpede myndighedskrav og ikke mindst vores banebrydende produkt. 

Da vi for et halvt år siden lancerede en ny og banebrydende brandhæmmer havde vi store forventninger til produktet. De forventninger er nu allerede så småt ved at blive indfriet. På den nylig afsluttede LIGNA-messe i Hannover oplevede vi nemlig en stor efterspørgsel på brandhæmmeren, og besøgende på messen stod i kø for at tale med Hans Bay, der er ansvarlig for området.

– Vi oplevede stor interesse fra de mange besøgende på LIGNA-messen. Ved vores stand var de især interesseret i, hvordan de selv kan implementere brandhæmmer i deres produktion, og her kommer PKI Supply ind i billedet. Det er første gang, at vi har brandhæmmer med på en messe, så det må siges at være en stor succes, som allerede har givet konkrete ordre, siger Hans Bay.

Vores brandhæmmer er let at anvende og helt uden giftige kemikalier, hvilket betyder, at man ikke skal have særlige sikkerhedsforanstaltninger for at bruge produktet. Den kræver blot en almindelig godkendelse og CE-mærkning.

– I branchen oplever vi også flere og flere myndighedskrav for at brandsikre byggerier i Danmark, men også i Europa. På LIGNA-messen var der et stort fokus på bearbejdning af træ og tømmer, og det er oplagt for virksomhederne at tænke brandbeskyttelse ind i produktionen tidligt, og her er vores brandhæmmer ideel, siger Hans Bay.