PKI Supply kan fejre 25-års jubilæum


PKI Supply kan fejre 25-års jubilæum

Den 1. november 2020 er det 25 år siden, at industrilimsproducenten i Fredericia blev grundlagt. Succesen for virksomheden er vokset år efter år, og i dag er PKI Supply en af Danmarks største limproducenter med en årlig eksport på flere tusind tons lim.

PKI Supply blev grundlagt i 1995 af Bent Jensen, Poul Køster og virksomhedens administrerende direktør i dag, Karl Brynningsen. Den internationale virksomhed National Starch and Chemical Company ønskede nemlig at få en dansk distributør, så de tre kolleger besluttede sig for at sige ja til tilbuddet, og sammen grundlagde de PKI Supply.

Navnet kommer af, at Poul Køster blev den første administrerende direktør, og derfor fik virksomheden navnet PK Industriklæbestoffer efter Poul Køster.

De første år som PKI Supply var hård kost for de tre ejere, som arbejdede i døgndrift i mindre lagerfaciliteter og en pavillon som administrationslokale. Med sig fra National Starch and Chemical Company havde de kunder inden for træ- og møbelindustrien, små og mellemstore kunder indenfor Packaging, ligesom de havde fået samarbejdet med BASF.

I 1998 købte Bent Jensen og Karl Brynningsen Poul Køster ud, og i 2006 blev Bent Jensen købt ud. Derefter bestod ejerkredsen af Gert Lynge Christensen og Karl Brynningsen.

PKI Supply bygger hovedkvarter i Fredericia
I takt med at træ- og møbelindustrien i begyndelsen af 00’erne flyttede sin produktion til udlandet, begyndte eksporteventyret for PKI Supply, som leverede mere og mere lim til fabrikker i Baltikum.

Det betød samtidig, at PKI Supply voksede og fik brug for mere plads. Derfor besluttede ejerne i 2003 at begynde at bygge virksomhedens hovedkvarter. Den karakteristiske bygning helt ud til Lillebæltsbroen, hvor PKI Supply siden har haft adresse.

I 2007 kom den første store udvidelse af PKI Supply, hvor de overtog hele Packaging-området i Danmark fra National Starch and Chemical Company, hvilket for alvor satte gang i salget i ind- og udland.

Medarbejderne bliver en del af PKI Supply
I 2009 skete der endnu en større forandring, da Karl Brynningsen købte Gert Lynge Christensen ud, og blev derefter administrerende direktør for virksomheden i Fredericia, som han har ledet lige siden.

I 2009 blev alle medarbejdere desuden tilbudt at købe 49% af aktierne i virksomheden, hvilket en håndfuld medarbejdere takkede ja til. PKI Supply har siden været udelukkende medarbejderejet af Karl Brynningsen, Preben Bagger, Henrik Jensen og Rasmus Nielsen.

Under Karl Brynningsens ledelse fik PKI Supply for alvor fart på eksporten, hvilket betød, at PKI Supply kunne oprette datterselskabet PKI Polska i 2011 og PKI Ukraine i 2017. Samtidig indgik PKI Supply en række partnerskaber i Baltikum, Hviderusland, Sverige, Finland og senest i Irland og England.

Kendetegnet for PKI Supply har alle årene været de tætte relationer til kunder og samarbejdspartnere. Ligesom en stor fleksibilitet i forhold til rådgivning og hjælp til kundernes behov samt en agil supply-chain altid har været PKI Supply’s varemærke.

Hos PKI Supply har man også en stor knowhow omkring limtekniske løsninger og udvikling af produkter, som f.eks. har ført til udviklingen af egne produkter under navnet ProFect. Det har bl.a. betydet, at PKI Supply igennem årene har fået en stærk portefølje af store kunder. Det er f.eks. virksomheder som Velux, Carlsberg, Nobia-koncernen, Rockwool og Arla Foods.

I dag består virksomheden af 15 medarbejdere, som fra kontoret i Fredericia både står for produktion og udvikling af nye limprodukter, Supply-chain og eksport til Europa samt administration for Danmark og for alle datterselskaberne.

Fra årsskiftet bliver PKI Supply en del af Dana Lim som en selvstændig salgsenhed ledet af Karl Brynningsen. Salget af PKI Supply skyldes, at Karl Brynningsen ønskede et generationsskifte. PKI Supply vil fortsat fokusere på industrilim og eksport til Østeuropa.