Tilbageblik på året, der gik


Tilbageblik på året, der gik

2020 har med direktør Karl Brynningsens egne ord været et meget anderledes år for PKI Supply. Ingen kunne ved årets begyndelse forudse, hvor stor indflydelse den globale pandemi fik på industrien og dermed også PKI Supply. På de indre linjer blev 2020 også et år med store milepæle for industrilimsproducenten. Det lykkedes nemlig at sikre det ønskede generationsskifte i det år, hvor både direktøren og virksomheden kunne fejre 25-års jubilæum.

Forventningerne var store i begyndelsen af året, hvor der var flere spændende projekter i gang hos eksisterende og nye kunder i ind- og udland. Men da nedlukningen af landet som følge af covid-19 blev en realitet, fik det konsekvenser for PKI Supply og den planlagte vækst i 2020.

Ved årets begyndelse havde PKI Supply således et mål om en samlet vækst på 25 % for Danmark, Polen og Ukraine. Forventningerne er nu nedjusteret, og Karl Brynningsen forventer, at årets resultat bliver på niveau med sidste år.

– Vi har især kunnet mærke corona-situationen, fordi vores kunder producerer mindre og derved bruger mindre lim, hvilket skyldes, at de også er ramt restriktionerne. Det gælder både for vores danske og udenlandske kunder. Vi har heller ikke haft mulighed for at være i produktionen med kunder på grund restriktioner, og det har selvfølgelig betydning for at køre test og give konkret rådgivning. Vi håber og tror dog på, at det bliver bedre i 2021, så vi kan komme videre med de mange projekter, vi havde søsat i starten af året, siger Karl Brynningsen.

To store milepæle for PKI Supply i 2020
Spørger man Karl Brynningsen, hvad han særligt husker året 2020 for, så er der to store mærkedage for direktøren. I 2020 var den første milepæl, at han og PKI Supply kunne fejre sit 25-års jubilæum.

– Jeg er selvfølgelig stolt af at have været med til at grundlægge den succesvirksomhed, PKI Supply er. Det har været et langt forløb, og der er sket meget, siden vi begyndte. Jeg er ærgerlig over, at vi ikke kunne fejre og dele det med partnere og kunder, men det ændrer stadigvæk ikke på, at jeg er stolt af, hvor PKI Supply er i dag, siger Karl Brynningsen.

Den anden helt store milepæl i år er selvfølgelig aftalen med Dana Lim, som sikrede det ønskede generationsskifte. Et generationsskifte, der betyder, at PKI Supply bliver en intern salgsafdeling i Dana Lim fra januar 2021.

– Vi har i længere tid set os om efter den rigtige partner til at sikre et generationsskifte, og den har vi fundet i Dana Lim. Vi supplerer hinanden helt perfekt, fordi vi netop kommer med forskellige styrker, men samtidig deler vi det samme værdigrundlag. Jeg er derfor stolt over og glad for, at vi kan fortsætte den gode udvikling sammen i et stærkt fælles setup, siger Karl Brynningsen

En væsentlig spiller i limindustrien
Foreningen af PKI Supply og Dana Lim kommer også til at betyde, at produktionen og lageret i Fredericia bliver flyttet til Dana Lims hovedkvarter i Køge i det nye år.

– I sådan en sammenlægning af to virksomheder giver det ikke mening at have produktion og lager to steder i så lille et land som Danmark, hvor transportmulighederne er så gode. Derfor kommer den første halvdel af det nye år til at betyde, at først produktion og senere lager løbende vil blive flyttet, siger Karl Brynningsen og fortsætter:

– Det kommer til at give en række fordele for vores kunder, som kommer til at mærke, at vi har større produktionskapacitet, flere udviklingsressourcer, flere muligheder, større produktsortiment, nemmere ved at supportere vores kunder og meget mere. Der er en række fordele, og sammen med Dana Lim bliver vi altså en stor danskejet virksomhed, som bliver en væsentlig spiller i limindustrien i hele Nordeuropa